Hjernerystelse, TNF-α og neuroinflammation
En hjernerystelse er en mild traumatisk hjerneskade, hvor den mekaniske påvirkning af hjernen kan igangsætte en række biologiske processer, selv om almindelige CT- og MR-scanninger ofte ikke viser strukturelle forandringer. Umiddelbart efter skaden påvirkes blandt andet neuronernes ionbalance, energistofskifte og axonale funktion. Denne såkaldte neurometaboliske kaskade kan være medvirkende til symptomer som hovedpine, træthed, koncentrationsbesvær og øget følsomhed over for fysisk og mental belastning.
TNF-α som en del af hjernens immunrespons
Den mekaniske påvirkning af hjernevævet kan samtidig aktivere hjernens medfødte immunforsvar. Stressede eller beskadigede celler frigiver signalstoffer, som blandt andet aktiverer mikroglia og astrocytter. Som en del af denne respons frigives inflammatoriske cytokiner, herunder Tumor Necrosis Factor-alpha (TNF-α), IL-1β og IL-6.
TNF-α er således ikke i sig selv et sygdomstegn, men et vigtigt signalstof i kroppens reaktion på vævsskade. I den tidlige fase kan inflammationen bidrage til oprydning og reparation. Hvis den inflammatoriske aktivitet bliver kraftig eller vedvarende, kan den imidlertid påvirke neuroners signalering, oxidativt stress, blod-hjerne-barrieren og kommunikationen mellem nerveceller. TNF-α har desuden forskellige biologiske virkninger afhængigt af, om signaleringen primært sker gennem TNFR1 eller TNFR2, hvilket er en af årsagerne til, at cytokinet ikke blot kan betragtes som enten »godt« eller »skadeligt«.
Forhøjede inflammatoriske markører efter hjernerystelse
Humane undersøgelser viser, at en mild traumatisk hjerneskade kan ledsages af ændringer i en række inflammatoriske signalstoffer. TNF-α er blandt de cytokiner, der er blevet undersøgt, og højere niveauer af TNF-α og andre inflammatoriske markører er i flere studier blevet associeret med et dårligere klinisk udfald efter mild traumatisk hjerneskade.
Der er samtidig tegn på, at den systemiske immunaktivering hos nogle patienter kan fortsætte væsentligt længere end den helt akutte fase. I et humant studie blev ændringer i inflammatoriske cytokiner observeret i op til et år efter mild traumatisk hjerneskade. Det betyder ikke, at alle patienter med længerevarende symptomer har kronisk inflammation, men resultaterne understøtter, at immunologiske mekanismer kan være en del af det komplekse sygdomsbillede efter hjernerystelse.
Hvordan kan behandlingen påvirke denne proces?
Formålet med vores Re-Mind behandlingen er ikke at »blokere« kroppens normale inflammatoriske respons. Målet er i stedet at skabe bedre betingelser for, at nervesystemet kan bevæge sig fra en vedvarende belastningstilstand mod til en mere normal fysiologisk regulering.
Behandlingen tager derfor udgangspunkt i de funktionelle systemer, der kan være påvirket efter en hjernerystelse, og søger gennem målrettet og individuelt doseret stimulation og rehabilitering at forbedre patientens tolerance over for belastning og reducere faktorer, der kan vedligeholde symptomerne.
Fra et biologisk perspektiv er det plausibelt, at en normalisering af den samlede fysiologiske belastning og en gradvis forbedring af nervesystemets funktion også kan være ledsaget af en reduktion i den inflammatoriske aktivitet. Det vil potentielt kunne omfatte lavere aktivitet i proinflammatoriske signalveje såsom TNF-α.
Det klinisk relevante mål er derfor først og fremmest bedre funktion og færre symptomer: eksempelvis mindre hovedpine og svimmelhed, bedre koncentration, større fysisk og kognitiv belastningstolerance samt en mere stabil tilbagevenden til arbejde, skole, sport og almindelige daglige aktiviteter.
Moderne retningslinjer understøtter netop en aktiv og individuelt tilpasset rehabilitering frem for længerevarende fuldstændig hvile. Gradueret fysisk aktivitet og målrettet behandling af blandt andet vestibulære, cervikale og øvrige identificerbare funktionsproblemer indgår i den anbefalede rehabilitering efter hjernerystelse.
Fra hjerneskade til symptomer – og tilbage mod normal funktion
Forenklet kan processen beskrives således:
Hjernerystelse → cellulær og metabolisk belastning → aktivering af mikroglia og andre immunceller → frigivelse af blandt andet TNF-α → neuroinflammatorisk påvirkning → ændret neuronal funktion og potentielt vedvarende symptomer, bestående i en kronisk neuroinflammation som er skadelig for de raske celler og det raske væv og derfor bør behandles.
Behandling og rehabilitering har til formål at påvirke de funktionelle systemer omkring denne proces og skabe optimale betingelser for restitution. Hvis den samlede biologiske belastning reduceres, kan en dæmpning af unødigt vedvarende inflammatorisk aktivitet vzære én mulig del af den underliggende normalisering.
Det er dog vigtigt at understrege, at reducerede symptomer ikke nødvendigvis er ensbetydende med målbare ændringer i TNF-α. TNF-a kan forblive forhøjet efter et traume på trods af at symptomer opleves aftagende. Hjernerystelse er en kompleks tilstand, hvor metaboliske, inflammatoriske, autonome, vestibulære, visuelle, cervikale og psykologiske mekanismer kan bidrage i forskellig grad hos den enkelte patient.
